Oktober skriblerier

Så for snøvsen, nu er den gal igen.

Der går lang tid mellem skriblerierne og langt de fleste,
hvis ikke alle, når aldrig længere end pen på papir.

Vi er allerede i starten af oktober, OKTOBER MÅNED, i herrens år tyve føkkin’ enogtyve. Hvor er de sidste to år blevet af? Hvad er det lige der forgår?

For mange er verden så småt begyndt at vende tilbage til sit
sædvanlige hverdagshurlumhej, butikker er åbne, restauranter kræver ikke
coronapas og mundbind er semi-yt igen.

Er det hele vendt tilbage til ’normalen’ og hvad betyder det?
Er det overhovedet en ting mere?

Tror mange kan nikke genkendende til den undren der kom i kølvandet på nedlukning, international panik og mundbindskaos, nemlig: ’’Hvad betyder det for mig?’’

Og ja, det lyder sgu lidt egoistisk eller egocentreret, men bevares, alt hvad
vi beskæftiger os med handler vel i høj grad om os selv.

Dine tvivl og usikkerheder er nok centreret om dig selv, også selvom det
omhandler andre.

Pandemien har haft stor betydning for alle, men hvad gør man
hvis det går op for en at ens hverdag slet ikke har ændret sig i løbet af den?

Når den største udfordring har været at skulle sørge for rene masker til en
handletur eller frustrationen ved at en café har lukket, eller den grusomme
sandhed at du ikke har noget i dit liv der bliver påvirket af hele verdens
nedlukning.

Ikke andet end dit humør og din omgangskreds’ liv.

Forsamlingsforbud? Ses alligevel med de samme få.

Rejseforbud? Hvor skulle jeg rejse hen alligevel.

I det store billede bliver ens egne problemer til ikke-problemer eller gjort mindre.
Er du ensom? – Alle er ensomme.
Er du arbejdsløs? – Alles arbejde er påvirket nu.

Ved du ikke hvad du skal?  – Tag dig sammen, der er andre vigtigere problemer i verden lige nu end dig og dine, og der er andre der føler
sig ensomme, deprimerede, stressede og forvirrede.

Men hvad gør man så nu når alt er på vej tilbage og der endnu engang er plads?

Paradoksalt nok burde man med ’’Al den  ekstra tid’’ man har haft til at ’’tage sig
sammen’’ i pandemien  være kommet over de problemer, der netop ikke kunne blive taget hånd om i perioden.

Hvad skal alle de der har siddet fast gøre nu – Kan de hjælpes?

Ovenstående  er blot nogle tanker jeg har gjort mig de sidste halvandet år, og er en kommentar på de observationer jeg har foretaget mig.

På trods af alt det og al den tid jeg har haft til selvudvikling mm., er jeg blevet skide god til at kludre rundt  i bageopskrifter, der på mærkværdigvis (næsten) altid kan spises, en haj til at ignorere hæklevejledninger og begyndt
at male med vandmaling.